Moede med Lokale Stammer

Fredag var vi ude og moede nogle af de lokale beboere i naerheden af platformen, som tilhoerte nogle af Kenyas mange forskellige stammer. I Kenya findes i alt 42 forskellige stammer, som hver isaer tilhoerer en af de tre hovedgrupper. Om formiddagen fik vi foerst undervisning i stammerne og deres historie, og brainstormede over hvilke spoergsmaal, vi kunne stille de forskellige stammemedlemmer.
Dernaest begav vi os ud i vildmarken i to grupper, der hver isaer skulle besoege tre forskellige familier, der hver tilhoerte en af de tre hovedgrupper. Vores gruppe besoegte foerst en aeldre kvindre, som var meget syg. Vi fik hurtigt det indtryk, at der i omraadet bor folk fra rigtig mange forskellige stammer side om side, uden at det skaber konflikter eller paa anden vis har en stor betydning i de lokales dagligdag. Kvinden fortalte os nemlig, at hun pga. sin sygdom ikke kunne forsoerge sig selv og sine boern. Derfor soergede hendes naboer for hende, skoent de selv var meget fattige, og paa trods af at hun tilhoerte en anden stamme end dem selv.
Dette billede fik vi bekraftet da vi besoegte de to andre familier, hhv. en stor boernefamilie og et nygift par. Disse fortalte det samme - at de mange forskellige stammemedlemmer levede sammen i fred og fordragelighed. Desuden betragtede de alle i hoejere grad sig selv som Kenyanere, end som medlemmer af deres specifikke stamme.
Vi var saaledes positivt overraskede over, at stammerne kunne leve sammen i fred og harmoni. En af familierne fortalte os, at dette isaer skyldtes, at alle stammerne har det samme problem - at de ikke lever paa deres egen jord. Dette faelles problem bringer dem taettere sammen, da de alle er i samme baad. Senere laerte vi ogsaa, at der i mange andre omraader i Kenya er store konflikter stammerne imellem. Altsaa er den fredelige tilstand i vores omraade meget unik. Dog synes vi, at det var meget opmuntrende at se, at det trods alt kan lykkes de forskellige stammer at leve sammen i fred, og endda tage sig af hinanden. Alt i alt var det en kanon spaendende og laererig tur, da vi her for foerste gang for alvor fik moedt de lokale i omraadet.

Det foerste kulturchok

Mandag begav vi os for foerste gang ud i Nanyukis byliv, der paa flere maader havde en skraemmende effekt. Vores swahililaerer Jessie havde planlagt en Swahili Treasure Hunt, hvor vi skulle rundt i byen paa egen haand og loese forskellige opgaver.
Efter en presset tur i matatu fra Daraja (vi sad 21 mennesker presset ind i en minibus beregnet til ca 14), standsede vi ved Central Park i Nanyuki. Naar 21 mzungu traeder ud fra en lille matatu, kan man kun regne med at faa opmaerksomhed, hvilket vi bestemt ogsaa gjorde. Omkring os samlede sig med det samme en masse gadeboern, med slidt toej og en pind og en gullig flaske i haanden, og en uhyggelig lugt af lim ramte os. Der var ingen af os, der havde regnet med at blive konfronteret med dette ubehagelige scenarie som det foerste da vi stod ud af bilen, og for mange vaekkede det en lyst til at hjaelpe dem paa stedet. Men spoergsmaalet er, om det virkelig ville hjaelpe dem paa laengere sigt, at give dem penge eller mad lige nu og her.

Heldigvis boed turen ogsaa paa lidt, for ikke at sige meget, sjovere oplevelser.

Vi blev delt i fem grupper, der alle, i mere eller mindre vildrede, forsoegte at finde vej gennem byen, hvor der fra alle sider blev raabt “ladies!” og “mzungu, mzungu!”. Paa trods af at man kunne foele sig som lidt af en alien, der mellem underlige boder og gadesaelgere, var der ogsaa en enorm venlighed at spore.

Paa vores vej ud til posterne, stoedte vi bl.a. paa matatustationen, hvor vi mildest talt blev hevet i fra alle sider, fra alle de forskellige matatu-chauffoerer, og et nej var naermest ikke accepteret. Vi oplevede ogsaa at have en masse foelgesvende i form af gadeboern, og folk der ville vise os paa vej for at tjene lidt paa det.

Jo laengere vi havde vaeret I byen, jo mere trygge foelte vi os, og de ubehagelige scenarier blev nu overskygget af smilende, venlige afrikanere. En af disse skoenne afrikanere var Nixon. Hans lille juiceshop var den sidste post inden maalet, og den laekre mango-juice han boed paa, kom som sendt fra himlen.

Skattejagtens slutpunkt, var den lyseroede Meat Pub, hvor den kaere Jessie sad og ventede i solen paa alle de traette elever. Vinderne blev kaaret (det var Michael, Nadja, Camilla og Jannie. By the way.), men den aegte gevinst var Meat Pub’s laekre samosas og kolde cola. Eftersom den sidste gruppe stadig ikke var kommet efter indtil flere kolde cokes, var vi noedt til at gaa paa jagt efter dem. Vi andre havde jo allerede godt styr paa Nanyukis gader.

Vi var saa glade for Meat Pub, at vi blev der til aftensmad (hvor tjeneren Ernest luskede sig til halvdelen af pigernes Facebook), og blev maette for omkring 10 kroner – der kommer vi helt sikkert igen!

Selv om dagen bestemt boed paa vores foerste kulturchok, vil vi nu mene at vi foeler os rustet til mange flere besoeg i Nanyuki!

- Jannie og (Ditte) Caroline

Sæt dig foran!

Der skal her lyde en varm anbefaling til alle, der rejser i flok i Kenya og derved benytter matatuer. Disse fabelagtige minibusser der trodser selv de dybeste huller i den ellers så velplejede kenyanske asfalt, og sommetider tipper 90 grader og snitter jorden med vinduet uden at vælte; sæt jer foran! En matatu kan rumme fjorten passagerer, der er tolv pladser bag i og to på forsædet ved siden af chaufføren. Her er lidt tips og tricks til dem, der endnu ikke har kørt i matatu, eller dem, der måtte have haft en skidt oplevelse i selv samme.

Vores hold har nu spenderet tre uger her på platformen i de smukkeste naturomgivelser og blandt lokale kulturer. Som vesterlænding væk fra mor, far og pommes frites, kan man godt få en lille trang til at se bygninger i flere etager og høre bilers dytten. Det er her matatuen kommer ind i billedet, og det er også her, at rådet skal lyde endnu en gang; sæt dig foran! Det kan godt være, at det til at starte med er lidt akavet, at chaufføren rammer ens lår hver gang han skal skifte gear, men det er kun lige indtil, du finder ud af, at han er gift, hedder Martin og har en dreng på fem. Det var i hvert fald, hvad der kom ud af den dansk-engelske/swahili-engelske samtale, der blev ført kort forinden, og så er man i gang!

1. Sid gerne to foran på samme tid.

2. Få Martin til at tune radioen ind på Kiss100, en dejlig blanding af både ny og gammel vestlig musik, personlig rådgivning over radioen, reklamer, vejr, trafiknyt og reklamer. Lav ’luftmikrofon’-interview under de lange rådgivningssekvenser, så går tiden hurtigere, og chaufføren bliver glad, men husk ham også lige på, at kigge på vejen en gang i mellem.

3. Dans, dans, dans! Kropssproget er det eneste universelle, og især moves som ’mikroovnen’ og ’fiskestangen’ er helt unikke. Desuden kan puderne i loftet udemærket bruges som trommer til at forstærke det skrattende beat fra køretøjets helt fantastiske højtalere.

4. Kig ikke på speedometeret. Man kan let undre sig over, at man kan komme fra platformen til byen på 45 minutter, når speedometeret under hele turen har vist 0 km/t.

5. Hvis man kører i mørke, er det et must, at sætte det vilde discolys på, som matatuen er udstyret med fortil. Bed dog ikke chaufføren om at slukke alt andet lys på bilen, for kun at køre med det blå/røde blink, da dette forværrer dennes køreegenskaber væsentligt. Er der mulighed for, at samle et dødt dyr op fra den mørke landevej og putte det i bagagerummet, skal det også prøves! Spørg dog ikke chaufføren, om det er morgendagens aftensmåltid, der da er i hus, for dyret er selvfølgelig til de hunde, han havde glemt at fortælle, han også har.

6. Læg mærke til de røde og hvide klistermærker med repremanter og udsagn, der hænger hist og her i bussen. Så som ”I wish my enemies a long life, so they can withness my sucess” og ”Usiteme mate hapa, si una handbag?”, som vist nok skulle betyde noget i retningen af ”Spyt ikke herinde, har du ikke en håndtaske?”. Fortæl heller ikke chaufføren, at vi i Danmark har en dronning, men ingen konge, og at vores statsminister er en kvinde, for derefter at opdage klistermærket, der lyder: ”Mix business with women, and you will see dust.”

Følg disse simple råd, varm sangstemmen samt dansemusklerne op, snak med de søde chauførrer og sæt dig godt til rette på forsædet. God fornøjelse!

Ps. Husk at stige ind i matatuen fra venstre, da vi kører i modsatte side hernede.

Minor

Hvad skal du bruge din fremtid til?

Det er en imponerende tanke, at Daraja ’creates leaders’ og når man taler med de enkelte Daraja piger skal de alle enten være advokater, læger eller journalister. Drengene fra lokalsamfundet vil gerne være kokke, politimænd, advokater eller tourguides. 16 årige Peter fra vores local-sleep-over-familie ville være meteorolog (dog troede vi i lang tid at han ville være kok, for han svarede bare ’ja’ til alle vores spørgsmål! Og det var altså ham der lavede maden derhjemme, så det var jo logisk…)

Peter

Det er imponerende at de i en alder af 16´år allerede ved hvad de skal læse og bruge deres fremtid til!

Sådan er der selvfølgelig også flere danskere der har det; de vokser op med at vide at de skal være enten læger, brandmænd eller sygeplejersker (typisk gælder dette faktisk ’læge/helte’-fagene, i hvert fald i min vennekreds).

Andre finder ud af hvad de skal læse i gymnasiet, sabbatåret eller efter at have mødt/snakket med særlige personer, som har efterladt indtryk. Flere håber på at en tur til det vilde Afrika vil give dem en åbenbaring…

Personligt synes jeg at der er så mange valg at det er helt sindsygt!

Skuespiller, tømrer, psykologi, pædagog, lærer, elektriker, sanger, medicin, kommunikation, sam-bas, fodboldspiller, musiklærer, økonomi, jura, børn, tandlæge, biologi, designer, ingeniør, sygeplejerske, rejse, fransk, samfundsfag, facilitator på global platform Kenya, arkæolog, bager og så ufattelig meget mere!

Jeg håber mere end noget andet at Daraja pigerne får deres ønsker opfyldt, men hele generationen kan jo ikke være læger og advokater.. det er generelt for pigerne at det er de ’prestigefyldte’ ting de vil lave, hvilket jo også typisk er dem man kender til! Og det er kun godt at de får at vide at de kan hvad de vil!

Min nye ven Simon på 25 fra køkkenet (vi bondede over chapatis og en halv times skæring af hvidløg ) har både færdiggjort primary og secondary school og gået tre år på college hvor han har læst food production. Han arbejder nu som kok i Darajakøkkenet sammen med Ruth og Cecilia blandt andet, hvor de arbejder i shifts som han fortalte mig. Jeg spurgte ham om han gerne ville arbejde på en restaurant, hvilket han rigtig gerne ville. Efter at han havde fortalt mig at han synes jeg skulle blive i Kenya, fordi jeg var nice drejede samtalen sig over i om det var nemt at få arbejde som kok i Danmark og hvad en flybillet til det Kolde land i Nord (Danmark) kostede. Men jeg kunne ikke lade vær med at tænke, hvad skulle han dog lave i Danmark? Åbne en chapati/uji/ugali/mandazi/bønne/githeri-restaurant i Nyhavn selvfølgelig. Så kunne vi mødes der til vores reunion.

Simon er et godt eksempel på en af de mindre ’helte-agtige’ uddannelser, som jo i høj grad er med til at udvikle samfundet via næste generation! Et rigtig godt eksempel synes jeg. Alle unge jeg har snakket med regner med at få en uddannelse. Go Kenya!

Dot :)

Begavede hoveder

Det er ikke hver dag, at man får mulighed og lov til at være omgivet af så begavede hoveder og hjertevarme mennesker, som vi gør her på Daraja. Personligheder som rummer mod, styrke og har store drømme. Det er ikke for sjov, at disse hoveder er særligt udvalgte. Hvis vi selv skal sige det, kunne vi 26 MS volontører, som er på platformen lige nu, sagtens sætte de allerede nævnte og positive tillægsord på os selv, men det er selvfølgelig de fantastiske Daraja-piger vi taler om.
Vi mødes med smil hver gang vi ser pigerne rundt på skolen. Selv torsdag aften, hvor vi tilbringer nogle timer med pigerne i ”study hall”, som deres tutorer, er det med grin og glæde. Dette til trods for, at de har siddet til undervisning hele dagen. En dag som starter med lektielavning allerede før morgenmaden, og som blandt andet også indeholder diverse pligter som pasning af køkkenhaven, vasketøj og sortering af bønner. Tilbage til tutoriet, for tutorer kan man langt fra kalde os. Det er nemlig uden tvivl pigerne, som kan lære os meget mere, end vi kan lære dem. Og det er ikke det eneste tidspunkt, vi må lade os imponere. Selv da pigerne havde smidt den stramme skoleuniform og troppede op i deres blå sportsnederdele til volleykamp, måtte vi igen lade os overgå en smule. Ikke mindst taber vi kæben, når vi ser hvilket ansvar de tager over for hinanden, skolen og de opgaver, som de hver i sær har ansvar for at udføre, som blandt andet ”head girl” og ”dining hall prefect”.
Det er imponerende, hvad sådanne piger formår at præstere. Vi håber, at denne chance de har fået på Daraja Academy vil tage dem derhen i fremtiden, som de drømmer om at skulle være og virke.

Rie og Lisbeth :)

Masai-dag m.m

Onsdag den 18/1 var masaidag. James fortalte en masse om masaikulten, da han selv er masai - godt nok en meget lille en af slagsen, men han gør det alligevel meget godt med hoppene.
Funny facts about the Masai:
- Fra de er helt små, træner de i at hoppe, da det er imponerende bl.a. overfor pigerne at kunne hoppe højest (og de kan hoppe virkeligt højt!)
- De må have flere end en kone. James har 2 koner, men hans far havde 12, så James kender ikke engang alle sine søskende.
- De drikker blod fra dyr!! De lever af deres køer (i lidt mindre grad i dag godt nok), og hvis den ikke producere mælk nok, så blander de mælken og koens blod for, at der er nok.
- De mener, at de ejer alle køer i hele verden.
- De små børn leger en udfordrende næsehornsleg, hvor det gælder om at ligge den sidste sten på et næsehorn inden den vågner.

Efter dette kom ca. 10 Daraja-girls og introducerede os for masai-sang og –dans. Vi skulle lære tre sætninger på swahili, hvilket vi stank rimeligt meget til i forhold til, at de lærte og synge ”Jeg er en lile undulat” på 10 min. Så fik Daraja-pigerne sig et godt grin.

Efter aftensmad blev der på bedste spejdermaner tændt bål. Da alle sad helt stille og spændte rundt om bålet, nærmede masai-gruppen sig i mørket. De havde de flotteste dragter og smykker på, som lyste op i mørket. De fremførte så en sjov masai-dans, hvorefter vi blev trukket med op og danse og hoppe. Det hele var meget overvældende og smukt.


Torsdag: Morgensport kl. 7, YES!! (for de 10 af os der dukkede op). Herefter gik turen ud til den lokale skole, som James har oprettet, hvor vi skulle observere nogle lektioner. I et par af klasser valgte lærerne ikke at dukke op, hvilket egentligt ikke er særligt unormalt. Men så måtte vi selv tage fat og improvisere en gang undervisning for eleverne, hvilket endte meget godt.
Eftermiddagen stod på planlægning af næste dags undervisning, som vi skal stå for – vi krydser fingre for at vi kan styre børnene.

Foerste bytur uden for platformen

Vores foerste fredag, bestilte vi bord paa en mega fed restaurant der hed Kongoni, den var k;mpe stor og vi havde bestilt bord til 26, saa vi havde 1. salen for os selv og vi kunne kigge ned paa stueetagen og baren, den var fyldt med portraetter af Jimi Hendrix, Marley, Dylan, Michael Jackson, Louis Armstrong og scener fra Pulp Fiction!

Vi skal vaere hjemme senest kl. 22, ellers skal vi sove inde i byen, saa vi bestilte to minbusser (13 og 13). Turene frem og tilbage tager lidt over en time, da vejene er saa hullede, at det faar maanen til at ligne en gymnastiksal.
Naar vi koerer, er det ligesom bilerne koerer i oerken (ligesom Richard i "Sex & the City 2"). Saa paa vej hjem, ser vi pludselig paa vejen, en lille Bambi/gazelle/et-eller-andet paa vejen, vi kigger ud og siger "naaaarh"og "hvor er det synd". Saa saenker chauffoeren farten og stiger ud af bilen og saa han den kraftedme op og putter den bagerst i bilen! Saa naar vi fortsaetter hjemad, kan man maerke at den langsomt bliver skubbet frem i bilen, saa den ligger i fodenden! Det var rimelig graenseoverskridende, men han fortalte at det var til hans hunde, saa det er da altid noget at den kan bruges til noget, i stedet for at den bare laa og raadnede paa vejen, og hey, et at formaalene med denne her tur var jo at faa proevet nogle graenser af :)

En aften havde vi ogsaa talent-show, hvor man kunne optraede med hvad man havde lyst til, sammen med pigerne fra skolen.
Men stor opfordring/gruppepres (og daarlig samvittighed over at jeg ikke dukkede op til planlaegningen), stillede jeg op og optraadte med sangen "Hotel California" og saa skete der noget endnu mere usansynligt, jeg kom paa 2. pladsen! Jeg var den eneste "msungo" som var blevet nomineret! Det var graenseoverskridende paa et helt andet niveau!
Saa nu kan jeg krydse et af mine nytaarsfortsaet af: Goere noget som jeg ikke havde forventet af mig selv. Pigerne stillede op med digte de selv havde skrevet, om at uddannelse af piger haever hele familiens uddannelsesniveau, og om deres kaerlighed til Daraja Academy. Derudover var der kor, sang og comedy som loeb med foerstepladsen.
Pigernes optraeden var meget imponerende og roerende, og fik vores freakshow og discodans til at ligne ingenting. Simpelthen! Fantastisk oplevelse og kan anbefales til kommende hold.